Mersin

Pludselig kan tingene ændre sig. På grund af terrorangreb kan vi ikke besøge Iskenderun i Tyrkiet. Vores tur går derfor nu direkte fra Mersin til Lattakia i Syrien. Ligeledes ved vi ikke om turen fortsætter til Israel, på grund af israelsk angreb på en nødforsyningskonvoj til Gaza. Hvad og hvordan tingene er hændt ved vi ikke, men det er meget trist at være så tæt på hændelserne. Vi håber selvfølgelig på, at tingene stabiliseres hurtigt, så vi kan fortsætte EMYR’en. Kun tiden vil vise det.

Tilbage i tiden

Siden vores pragtfulde sejlads fra Finike til Kemer, har det været så som så, med rigtigt sejlervejr. 95% af tiden er foregået for motor. Trist, men det er vilkårene. Til gengæld fungerer vores vagtplan under sejladserne helt perfekt. Der indgår nu kun sejladser, som har en længde, som gør, at nætterne bliver taget i brug. Alle ombord får sovet mindst 6 timer. Et par stykker får lidt mere, men det er skippers valg.

Vi har efter Kemer nu besøgt Alanya, Girne på Nordcypern og ligger nu i Mersin.

Vi var på en meget spændende udflugt til Cappadocia, som bl.a. indeholdt besøg i en af de mange underjordiske byer, og en uforglemmelig ballontur. Det var en 2 dages tur, med start kl. 04.00 om morgenen og hjemme den følgende dag kl. 20.00. 1300 km blev tilbagelagt, så der var meget køretid. Vi var kommet i en bus med fransk guide. Vi fik derfor ikke meget ud af det der blev fortalt. Vi havde ellers bedt om at få en engelsk guide. Besætningerne på Toodloo og Cassiopeia, var alle enige om, at det skulle ikke ske én gang til.

Cypern

I Girne lejede vi så bil i stedet for at tage på de arrangerede ture, og det var en succes. 2 dage på tur, hvor vi selv kunne bestemme tempo og stederne vi ville se. Første dag en køretur, som ikke hele vejen var bestemt af os selv, idet der var militærøvelse, så en masse veje var spærret for gennemkørsel. Sidste stop på turen blev Famagusta. En vandretur på borgmuren, som indbød de mest adrætte til nogle springture. (se billederne) Anden dag besøgte vi St. Hilarion Castle, som ligger på toppen af et bjerg bag Girne by. Herefter gik turen til hovedbyen, LEFKOSA (Nicosia). Vi fik set grænseovergangen til Sydcypern inde midt i den gamle bydel. Alt virkede fredeligt og roligt, men tanken om ligheden med Berlin og Berlinmuren var ikke fjern.

Som tidligere skrevet ligger vi nu i Mersin. Vi har brugt dagene som arbejds- og hviledage. Nogle småting på båden skulle laves, og da vi jo stort set hver anden dag er til cocktailparty og rallydinner, skal der også være plads til lidt fritid, hvor man kan gøre som man lyster.

I morgen eftermiddag går turen så videre til Lattakia i Syrien. Her får vi en ekstra dag. Det bliver spændende at se forskellen mellem Tyrkiet og Syrien. Vi glæder os.

Se de mange billeder under Billedgalleri 2010.

Mange sejlerhilsner

Kirsten, Andreas, Mona og Ivan