Fra Mersin til Lattakia i Syrien

Turen bød på en let vind fra syd, men med ret store dønninger. Turen forløb uden de store problemer indtil kl. ca. 03.10. Mens Kirsten stod ved roret og jeg sad i læ af sprayhooden og småsov, døde motoren. Vi havde i forvejen hørt, at der var masse affald i vandet. Havde vi fået noget i skruen? Det var hurtigt at konstatere, for bag efter båden flød noget lyst, som glimtede i måneskæret. I første omgang, troede vi, at det var et flydenet, det værst tænkelige der kunne ske. Heldig vis viste det sig at være et kæmpe stykke plastic, som var lige så tyk som transportembalage. Start af motor og et par gange frem og tilbage, så flød det store stykke væk. Desværre havde vi stadig noget siddende tilbage omkring akselen og skruen. Mona måtte en tur i vandet. Andreas med undervandslygten på badeplatformen, og så tog et ikke mere end et kvarter, så kunne turen fortsætte.

Lattakia

Ved ankomsten, var vi ikke færdige med at fortøje før en myndighedsperson stod og råbte, at han skulle have vores bådpapirer. Vi er nu kommet til det første land, hvor vi skal sætte det gule karantæneflag. Før vi havde fået sundhedsmyndighedernes stempel på vores crewliste, måtte ingen ikke forlade båden. Kontrol var der ikke noget af, det er en ren formalitet, som bare skal gøres.

Vi fik jo 2 dage ekstra her, så de arrangerede ture, var lavet noget om, for at udfylde dagene. Det kunne ellers have været det samme, for man trænger til en hviledag, efter en døgnsejlads, hvor den planlagte hvile, bliver afbrudt af uforudsete hændelser. Nå, men der måtte soves i bussen på turen til “De glemte Byer” ude i økenen. Det var en lang tur, for et ophold på 2 timer, men det var spændende nok.

Efter en hviledag, tog vi så på en 2 dages tur til Damaskus og Palmyra. På turen til Damaskus, gjorde vi holdt ved en gammel korsridderborg “Crak Des Chevalieres”. I Damaskus besøgte vi St. Anania’s hus og underjordiske kirke. En hurtig tur rundt i den nye og gamle basar, inden turen gik til hotellet, hvor vi skulle overnatte. Der var lige tid til et hurtigt bad, inden bussen kørte til spisestedet, som bød på masser af underholdning.

Den følgende dags tur til Palmyra var lang. Men det var absolut turen værd. Aldrig har vi set så mange gamle sten samlet på et sted. Historien om stedet må du læse dig til et andet sted.

Der er ikke tid til megen hvile, så dagen efter tog vi ud for at se Agarit, endnu en gammel ruinby, hvor der havde levet ca. 30.000 mennesker. Herefter turen til borgen Salak al-Dim, som også var meget spændende. Frokost inden vi kørte tilbage og Rallydinner om aftenen, og så var Kirstens mave knust. Hele natten måtte hun rende frem og tilbage mellem køjen og toilettet. Jeg måtte flytte i agterkahytten igen på grund af lugten i bageriet. Synd for Kirsten, som om morgenen var totalt udmattet. Et lægebesøg og en indsprøjtning, så kunne hun få indhentet lidt af nattesøvnen inden vi skulle sejle videre til Libanon.

Jounich i Libanon

De 24 timers sejlads bød på både motorsejlads og rigtig sejlads. Selv om vi skulle krydse hele vejen, var det bare så herligt, at være fri for motorens brummen. Kun lyden fra vinden og bølgernes brusen om stævnen.

Vi har besøgt Jeita Grotterne. Helt fantastisk. Det er ikke uden grund, at grotterne er udnævnt til en af de nye 7 vidundere. Der ingen billeder herfra. Kameraet måtte blive uden for. Men måske kan jeg finde nogle billeder fra stedet et andet sted.

Det er hviledag. Andreas sidder her ved siden af og venter utålmodigt på, at vi skal blive færdige på nettet, så det store svømmebassin kan blive taget i brug. Jeg ved ikke hvor mange billeder jeg kan nå at få lagt ind, da min tid er begrænset til en time. Stedet er udløbet for adgangskort. Med hensyn til den videre tur til Israel, ser det p.t. ud til at der ikke bliver ændringer i forløbet. Men, men, men vi kan aldrig være sikker på noget.

Mange sejlerhilsner

Andreas, Kirsten, Mona og Ivan