Sommerens sidste togt.
Efter et par dage i Fanario, blev der taget hul på den sidste tur for I år. Vejret var noget ustabilt, så Thasos måtte igen stå for tur i et par dage. Ved siden af os lå en græsk motorbåd. Han ville meget gerne
have el ned, men der var ingen plads i el-kassen på kajen. Han fik i stedet sluttet sin ledning til hos os. Han havde familien med på tur, og når man er mange om bord, bliver der også brugt rigtigt meget vand. Han var derfor også løbet tør for vand, men havde ingen slange, der kunne nå over til hanen. Kunne vi hjælpe? Og ja, selvfølgelig. Fat i slangen, og 2 min. efter kunne han fylde vand på tanken. Han var meget hjertelig over vores hjælpsomhed. Som tak, fik han af en tjener fra en af de nærliggende restauranter bragt 12 søde friturestegte sukkekugler, en speciel græsk kage, som ikke er nogen kage, ned til os. Om aftenen blev vi inviteret over til en drink og en hyggelig snak. Klokken blev langt over midnat inden køjen blev indtaget. Senere har vi fundet ud af, at familien ejer og driver et stor ferieresort. Du kan finde det på følgende web-adresse: www.elpidahotel.eu – Vi mødte også en svensk båd s/y Pinta med Ulla & Lennart om bord. Det blev til nogle timers hyggelig snak, inden vi den 29. juli sejlede til bugten Aliki på den sydlige del af Thasos. Der ligger en del både allerede, og i løbet af eftermiddagen kommer der flere til. Vi kan se, at alle bruger hækanker, så for ikke at lave uorden, måtte vi også i gang med at lægge et ud. Lidt irriterende, men OK da vinden i den smalle bugt i løbet af natten drejer 360 grader.

Det blev kun til en enkelt nat her. Tidlig morgen, nærmere 06.25 tog vi hul på de 52 sm til Ormos Sikias på den midterste af de 3 fingre – Sinthonia – på halvøen Khalkidhiki. Vi passerede Akti, som er den 3. finger, og som også kaldes munkehalvøen. På sydspidsen ligger det hellige bjerg Athos, og hele halvøen er fyldt med munkeklostre. 17 i alt. Området har i mere end 10 århundrede eksisteret som en selvstændig verden. Halvøen er ikke tilgængelig for andre end munke. Mænd kan få lov til at besøge området, men kun ganske få ad gangen, og der skal søges om tilladelse lang tid i forvejen. Kvinder er forment adgang, og må ikke komme tættere på halvøen, end 1 sm. Det er et fantastisk syn at se hvordan små klosterbyer eller bare enkeltliggende huse ligge klistret op ad bjergskråningerne. Der er ingen veje, kun stier. Flere steder er den eneste mulighed for at komme væk fra området via vandvejen. Har du lyst til at læse mere om Akti-halvøen findes der masser af historie på nettet.

En enkelt nat for anker, og vi sejler om til Koufo på vestsiden af Sinthonia. Det er en naturhavn, som byder på alle muligheder for ophold. Hvis man ikke vil ligge, eller hvis der ikke er plads ved havnepieren, er der gode ankermuligheder. Og for dem der kender området rigtigt godt, eller som har en flotilleleder, som kan anvise det rigtige sted, er det muligt at ankre helt ind på stranden. Vi blev inviteret til at ligge uden på en stor bulgarsk båd, med en yngre familie om bord. Bl.a. to børn, Sofia på ca. 8 år og Boyan på ca. 5. Aldrig har vi oplevet sejlerfamilier med børn på denne alder i så meget harmoni og balance med sig selv og omgivelserne omkring dem. Som tak for deres venlighed, bragte vi lidt øl og nøgleringe over. Hvilket resulterede i, at da vi vendte tilbage fra en god travetur, så stod der 2 liter øl fra Pragh i cockpittet.

Vi ankom til Nea Marmara den 2. august, 15 sm nord for Koufo. Vi finder en plads ved flydebroen, som vi tidligere havde fået informationer, skulle være gratis at ligge ved. Dette viste sig at holde stik. Vi havde 3 overnatninger. På andendagen lejede vi scooter og kørte halvøen rundt. Vi måtte dog efter 1½ times kørsel holde en ufrivillig pause. Scooteren nægtede at trække os begge op ad bakkerne, så en mekaniker måtte hidkaldes, for at skifte tændrøret.

Det brænder på Akti halvøen.
Vi ankom til en ankerbugt syd for Nisis Dhiaporos på østsiden af Sinthonia den 5. august. Nu var det ankertid, hvilket området i den grad indbyder til. Efter Dhimitriaki bugten sejlede vi over til øen Ammouliani og kastede anker i Caique bugten på østsiden af øen. En halvdagstur på en ATV rundt på øen, og turen ændrede fuldstændig karakter herefter. Vi havde godt lagt mærke til, at der var en stor røgsky ovre på Akti halvøen. Der var fuld gang i brandslukningsfly og helikoptere. Om natten kunne vi se det rødlige skær af flammer over en flere kilometer lang strækning på toppen af bjergene. Vi vågnede tidlig morgen den 9. august ved at der lugtede fælt af røg. Da vi kiggede op af agterkahytten, kunne vi kun se en tyk røg, som havde lagt sig hen over os og Ammouliani. Det brændte voldsomt på vestsiden af Akti halvøen, og flammerne var meget tæt på byen Ouranopolis. Båden var dækket af nedfalden aske og tørre halvbrændte grannåle alle vegne. På dækket, i cockpittet, i kahytten og agterkahytten, hvor vi kunne se, at vi faktisk havde ligget og rodet noget rundt i aske, inden vi var vågnet. Nu var det tid til at komme væk. Vi kunne ikke følge vores oprindelige plan, hvor vi ville sejle ned langs vestkysten af klosterhalvøen. Det var ikke forsvarligt at navigere gennem strædet mellem Ammouliani og Akti i den tykke røg. I stedet vendte vi tilbage til Panayia, for at afvente udviklingen. Men et uheld kommer jo sjældent alene. Det gjorde det heller ikke nu. Efter en halv time for motor gik kølealarmen. Motoren blev skyndsomt stoppet. Held i uheld. Vi fik en fin vind agten for tværs, så da sejlene var sat kunne vi begynde at fejlfinde på motoren. Det viste sig, at den havde tabt vandet i ferskvandskøleren. En udvendig fitting
var tæret igennem, så kølevandet løb stille og roligt ud i sumpen. Ved ankomsten til Panayia, gik vi ind i den nye havn. Vi kunne lige nå at bruge motoren til at komme på plads inden den nåede at blive varm igen. Da vi har lagt hæggen til, er lykken med os igen. Vi har brug for en mekaniker, for den defekte fittings har vi ikke i reserve. Og hvad holder 5 m fra os? En mekaniker. Han siger ok for at kigge ned, men vil ikke love noget, da han ikke kender så meget til dieselmotorer. Heldigvis er problemet ikke større, end at han kan rekvirere det nødvendige, og efter 3 timers ventetid og 50 euro fattigere, er vi klar til at sejle videre.

En tordenstorm giver nye udfordringer.

Vi beslutter dog at blive liggende til næste dags morgen, da distancen på turen vil være omkring 65 sm. Vejret er blevet mere ustabilt end det har været den sidste måned. Da vi kryber til køjs er det noget køligere end vi har været vandt til. Da jeg er en tur oppe omkring kl. 3.00, kan jeg se, at det lyner ude i det fjerne. Kl. 5.30 blæser det op. Vi bliver enige om at tage en time mere på øjet inden vi gør klar til at sejle. Kl. 06.00 er jeg oppe og klappe landgangen sammen, og kontrollere at ankeret holder. Kl. 06.15 rammer badeplatformen flydebroen. Ankret har alligevel sluppet bunden. Vi ved hvad vi skal gøre. Starter motoren og totter ankret op. Ankret holder tilsyneladende igen, men alligevel beslutter vi os for at forlade pladsen. Alt går hurtigt. El-kablet og vandslangen bliver hentet om bord, agtertrosserne kastet og vi glider væk fra broen. Kl. 06.25 er vi på vej sydover med vinden agten ind.

Dagen byder på røg og masser af vind.

En del oprydning og så er det tid til morgenkaffe. Vi bliver nødt til at passere den tykke røgsky fra branden på Akti, så en times tid, står jeg med et vådt viskestykke for ansigtet. Det er 3. dag det brænder på Akti, og det sidste vi hørte inden afsejling var, at det brændte i byen Ouranopolis. Vi runder sydspidsen af Akti omkring kl. 11.00. Vi ved og har hørt fra mange, at strøm og vind er meget speciel ved sydspidsen af Akti. Det fik vi nu at føle. Vi kunne ligefrem se, hvor og hvornår vinden kom lige imod. Og med vinden fik vi så oveni 1½ kn modstrøm. De følgende 6 timer vil jeg aldrig glemme. De første 2 timer kunne vi lige presse Cassiopeia op på 3½-4 knob. Da vi havde passeret sydspidsen forsvandt vinden. Nu var der kun gammel sø og strømmen tilbage. De følgende 4 timer blev hårdt arbejde. Både med at holde Cassiopeia nogenlunde stabil, hvilket var stort set umulig. Den opførte sig som en badebold i hårdt vejr. Snart oppe, snart nede. Rullende fra den ene side til den anden, så alt løst nede om læ snart lå og raslede rundt på dørken. Det var umuligt at se hvordan dønningerne kom. Ind i mellem kunne vi forestille os Cassiopeia ligge lige nord for Skagen i stormvejr, hvor bølgerne slår sammen. Det var fandermar ubehageligt. Nå, men langt om længe nåede vi lidt i læ af Thasos, dønningerne blev mindre og vi kunne slappe lidt af. Troede vi. Nu gik kølealarmen igen. Shiiiiiit. Stadig dønninger og ingen vind. Alligevel bliver sejlene sat. Kunne vi bare finde lidt vind var det godt. Motoren manglede igen ferskvand. 3½ liter. Ude i horisonten trak det sammen til torden. Vi bliver enige om at tage sejlene ned igen, da der jo ingen vind er. Vi er lige blevet klar, og motoren trækker nu igen. Så kommer vinden. 20 knob lige imod. Vi beslutter at sejle ind til Kallirakhis, hvor vi har været før, og hvor vi vidste, at der som regel var masser af plads. Selv om havnehullet lå i vindøjet, så var det bedre her end oppe i nordhavnen på Thasos. Den følgende nat stod Mona op omkring ved totiden, mens jeg stadig sov. Da klokken var omkring 4, var jeg også træt af at skulle ligge og holde fast, for ikke at blive vippet ud af køjen. Der var flere både, som havde problemer, som vi var ovre at hjælpe, så det blev først hen på morgenen, da vinden var flovet lidt, at det kunne blive til en time mere på øjet. Dette gentog sig natten efter. Nu var det 4. nat uden sammenhængende søvn.

Tilbage i Porto Lagos – og så er det slut for denne gang.

Noget flade og mørbankede, besluttede vi os for, at forsøge at sejle til Porto Lagos. Det var et par dage tidligere end planlagt, men heller det, end at blive fanget i mere dårligt vejr, og ikke kunne nå frem i tide. Vi nåede frem og godt for det. Natten blev igen afbrudt. Denne gang af et kraftigt hagl og regnvejr. Det var så 5. nat med afbrydelse. Nu var vi psykisk klar til hjemrejse. Heldigvis har man det jo med hurtigt at glemme de kedelige oplevelser, og godt det samme, ellers ville lysten til at sejle igen ikke vende tilbage. Cassiopeia blev klargjort til vinteren. Vi fik lov at låne, d.v.s. uden beregning, 5m2 i Pedros’s tidligere kontorbygning, som nu står delvis tomt. Her kunne vi flytte hynder, sejl, gummibåd, påhængsmotor m.m. op, så det kan ligge tørt og godt til næste sommer. Jeg skal lige nævne, at vi ind imellem klargøringen også fik tid til at fange en spandfuld blå krabber – også kaldet italienere, som blev tilberedt på behørig vis. Mona fik lov til at finde kødet i dem. Det var ikke særlig let og så blev det et være griseri. Der skal nok øves noget mere i denne disciplin. Da Cassiopeia var sat sikkert på land, blev vi kørt til Xanthi , også uden beregning. Den sidste tid har lært os, at en græker ikke kan overleve uden venner. Lønnen ligger for mange på mellem 600 og 800 euro om måneden. Hvis man ingen venner har, når det ind i mellem kniber med penge til dagen og vejen, ja så kan have det svært, måske endda meget svært. Nu tager vi toget til Athen, hvor vi skal mødes med Tove og Bent fra Gelsted. Så holder vi 10 dages luksusferie, inden turen går hjemover den 30. august 2012.
Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan