Indledning

Så er der små 2 uger til, at vi vender tilbage til Danmark (21. december). Der er ved at falde ro på, nu skal Cassiopeia sættes på land den 16. december 2013, og de sidste forberedelser til, at den kan stå sikkert ind til oktober 2014.

På vennebesøg

Vi forlod Phyhagorion på Samos den 7-10, selv om jeg i forbindelse med mit lægebesøg, var blevet frarådet at sejle. Balancenerven ville have bedst med ro og hvile. Vi have dog ikke lyst til, at risikere, at skulle blive liggende i længere tid. Så hellere sejle, når vinden var let og stabil og uden de store udfordringer.

Med én enkelt overnatning på den lille Agathonisis ankom vi til Pandeli på Leros den 8. oktober. En SMS fra Chris og Jan fra s/y Havana, om, at de før planlagt var tilbage i deres lejelighed på Leros, og at vi var velkommen hvis veje faldt forbi, gjorde dette ophold til et must. Hygge, hygge, hygge – dejlig mad og vin og en aftale om, at mødes igen 2 dage senere i bugten Xerokambos, på den sydlige spids af Leros, til middag på en af restauranterne ved vandet,
inden vi sejlede videre mod Kos.

Mere sygdom og nye udgifter støder til

Vores forbrugsbatterier var nu helt flade. Den sidste nat måtte jeg opgi’ at få strøm til min næsemaske, så batterierne skulle udskiftes nu. 450 euro fattigere forlod vi Kos den 12. oktober for, at mødes med Annette og Peter, s/y Fortuna i Bitez-bugten på den Tyrkiske side. Vi havde lidt frisk vind på turen, og om det var det, som gjorde, at jeg om aftenen havde voldsomme balanceproblemer, ved jeg ikke. Nogen vil nu sige: “Nåh, måske lidt for meget at drikke”, men sådan forholdt det sig ikke. Jeg vil sige: “Havde det bare været så vel, ville jeg vide, at det hurtigt ville gå over igen”.

Om aftenen havde jeg også lidt ondt i ryggen. Det har jeg ind imellem, men det plejer at gå over efter en god nats søvn. Det gjorde det desværre ikke denne gang. Tvært i mod kunne jeg følgende morgen næsten ikke holde smerterne ud. Jeg måtte holde køjen hele dagen. Tog nogle stærke smertestillende piller, som lige akkurat kunne tage toppen af smerterne. En nat uden megen søvn, og endnu stærkere smerter, som nu også havde bredt til mit højre ben gjorde, at Mona kl. 07.00 blev bedt om at sejle Cassiopeia tilbage til Kos. Jeg måtte have hjælp til at blive smertefri.

Med hjælp fra Kos Marinas personale, som var blevet informeret om vores ankomst og skippers tilstand, kom vi ind og fik fortøjret båden uden problemer.
Personalet på kontoret var behjælpelig med, at finde en læge med speciale i ryglidelser. Diagnose: Forstadie til en diskusprolaps, som gav inflammation i mit højre ben. 3 forskellige slags medicin, 5 fysioterapibehandlinger de efterfølgende 8 dage og en lændestøtte, og jeg var klar til at sejle videre.

Da vi afregnede for vores ophold i Kos Marina, blev vi spurgt om jeg havde været tilfreds med lægen. Yderst tilfreds var svaret. Den venlige pige bag skranken smilede så og sagde: “Ja, vi har dygtige læger, men ikke noget særligt godt hospital.” Det giver da stof til eftertanke.

Fødselsdage skal altid fejres

Vi skriver nu den 24. oktober. Vejrudsigten siger svag til jævn vind fra nord. Rigtigt godt, når vi nu skal syd på. Vi skulle igen mødes med Peter, s/y Fortuna. Han var endnu en gang i gang med en omgang “kvalitetstid”, som han sagde, når Annette var afmønstret og han måtte sejle alene. Vi skulle mødes i en lille bugt – Knidos og så følges derfra videre mod Marmaris.

1½ time med fin vind, herefter døde den fuldstændig. Motoren blev startet. 7 min. efter havde vi kølealarm på motoren igen. Nej hvor træls, og så når der ingen vind var. Peter blev kontaktet, først via en SMS og herefter over VHF radioen. Det ville være godt, at få en trosse, hvis det blev nødvendigt. Da motoren havde kølet af en god times tid, blev den startet igen, og nu kørte den upåklageligt til den blev stoppet efter ankomsten i Knidosbugten. Med Peters hjælp bliver kølevandstermostaten fjernet. Det er så ensbetydende med, at motoren
ikke kommer op på den arbejdstemperatur, som den skal have. Det slider noget mere på motoren, men det er trods alt bedre, at motoren kan køre, når der er brug for den. Så må vi hurtigst muligt få anskaffet en ny.

Hvad Peter ikke vidste var, at vi vidste, at han den 25. oktober havde
fødselsdag. Mona var tidlig oppe for, at bage boller. Fødselsdagsmorgenbordet blev dækket med flag og hvad der dertil ellers hører sig til. Om Peter var overrasket, jaaaaa,- gæt selv.

Vi ankommer til Marmaris den 30. oktober, og lægger os for anker ud for byen. Vi har fået provianteret godt op på Simi, så vi var sikre på, at vi ikke ville blive tørlagt, når jeg skulle holde min fødselsdag den 16. november. Men nu skulle indklareringen i Tyrkiet lige overstås, så vi ikke opholdt os der illegalt. Det blev klaret via en agent i Netsel Marina. 150 euro, og så fik vi tillige vores første “Blue Card”, som er et kort der afleveres og hvorpå det registreres hvornår man får tømt sin holdingtank fra toilettet. Bliver tanken ikke tømt med jævne mellemrum, skal man kunne redegøre for hvor og hvornår man har tømt sin tank. Tanken må nemlig ikke tømmes i bugter og tæt
under land. Kan man ikke dokumenter dette, får man en klækkelig bøde.

7 uger i Marmaris Yacht Marina

1. november sejlede vi de sidste 3 sømil ud til Yacht Marinaen. Vi er spændte på, om der er plads til os. Vi har tidligere kontaktet marinaen, men har ikke kunnet få svar på, om der ville være plads. Det viste sig dog, at der ikke var nogen problemer over hovedet. Vi fik lavet en årskontrakt og fik da også vores 10% i rabat som værende medlem af FTLF.

Nu er der garanteret nogen der så vil spørge: “Hvad har i dog så fået
tiden til at gå med, når i først tager hjem den 21. december?” Jo ser i, jeg skulle lige på en 5 dages tur hjem. Og så kom vores to piger Lykke og Maiken og Maikens mand Morten på besøg i h.h.v. 10 og 5 dage, for at fejre deres fars 60 års fødselsdag. (Tusinde tak for alle de mange hilsner og gaver jeg fik på dagen. Noget jeg kan glædes over meget længe.)

Da de var taget hjem skiftede vejret. Vi fik en mega regnbyge, med torden, lyn og hagl på størrelse med valnødder. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Da vi sad nede i kahytten, var det næsten umuligt at føre en samtale, på grund af larmen. Regnen varede i 2½ døgn, og resultatet var, at vi kunne konstatere, at båden absolut ikke var bygget til den slags vejr. Der var vådt alle vegne under dæk. Forpitten sejlede i vand. Bagbords vindue i kahytten var utæt, og vandet løb bar ind. I agterkahytten var Monas køje også drivende våd. Hynde, dyne og tøj var drivende vådt. Det tog en uge inden alt var tørt igen, og diverse foranstaltninger til imødegåelse af en lignende situation var gjort færdig. Phu ha, det var træls at gå rund i konstant systematiseret rod så længe. Men heldigvis går det hurtigt i glemmebogen, når solen igen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen siger +22° den 5. december.

Lige nu raser en storm ind over havnen. Når den er overstået, skal vi i gang med den sidste klargøring til landsætning mandag den 16. december og hjemrejsen den 21. december.
Åh, jeg glemte vist lige at fortælle, at vi jo da også har brugt en masse tid på at forberede vores Thailandstur, som starter den 28. december d.å. Vi flyver til Bangkok. Her skal vi besøge Moowan, som har boet hos, som udvekslingsstudent, i et halvt år for længe siden. Herefter tager vi til Chiang Mai den 6. januar. Den 16. januar tager vi så videre til Krabi, hvor vi bliver til den 28. januar. Vi vender tilbage til Bangkok, hvorfra vi tager hjem den 31. januar 14. Spørg os, om vi glæder os. ———- Helt vildt. ———-

Afslutning

Det har virkelig været prøvelsernes år. Om det har været på grund af årstallet 13, ved jeg ikke, men tanken kan da strejfe én. Vi har hele tiden forsøgt at tage problemerne, som nye udfordringer, selv om det – indrømmet – ind imellem har været svært. Der har også været rigtig mange gode oplevelser, og det er heldig vis dem man husker bedst.

Der vil gå lang tid inden det næste rejsebrev, – desværre. Vi vender først tilbage til Marmaris i begyndelsen af oktober næste år. Dette års ekstraordinære udgifter skal arbejdes hjem, og Cassiopeia trænger efterhånden til en ansigtsløftning, efter snart 10 år på Middelhavet, som også kæver lidt ekstra mønt.

Ha’ det godt så længe og pas på jer selv.

Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan