Blog Image

s/y Cassiopeia

Mona Breum & Ivan J. Madsen

Denne side følger s/y Cassiopeia på dens sejlads på Middelhavet i tekst og billeder.

En dyr tur!!

Sommer 2010 Posted on 09 jul, 2010 19:04:41

Jerusalem

Vi blev enige om at leje bil, i stedet for at køre med bus til Jerusalem. Vi syntes, at vi ligesom havde siddet i en bus længe nok den seneste tid. I forbindelse med lejen, besluttede jeg mig for at leje med fuld forsikring. Det skulle senere vise sig, at jeg i dette tilfælde valgte helt rigtigt.

Det tager ikke mere end ca. 1½ time at køre fra Herzliya til Jerusalem. Vejene er rigtig gode. De fleste bygget af kinesere, fordi de er billig arbejdskraft og fordi de stort set arbejder 20 timer i døgnet.

Vi ankommer til Jerusalem sidst på formiddagen. Er heldige at finde en parkeringsplads relativ tæt ved den gamle bydel. Vi er ikke andet end lige stået ud af bilen, før vi får øje på Solveig og Flemming sammen med deres to drenge, som er på besøg. Selv om de ligger med båden i Ashkelon, mødes vi alligevel tilfældigt med dem i Jerusalem.

Vi følges med dem på en 3 timers guided rundtur i den gamle bydel, inden vi igen skilles.

Da vi vender tilbage til bilen, som tidliger blev flyttet til en parkeringskælder, kunne vi desværre konstatere, at min fototaske var fjernet fra bagagerummet. Jeg havde efterladt den, for ikke at bære rundt på alt ekstraudstyret i varmen. Der forsvandt for ca. 10.000 kr. Ud over fotoudstyr mistede jeg også mine læsebriller og skærmbriller. Så hvis billederne fra Jerusalem er lidt uskarpe, er det der for.

Da bilen blev afleveret, lykønskede de mig med at jeg havde tegnet fuld forsikring.

Pahpos

196 sm, 34 timer på vandet og vi ligger nu på den syd-vestlige side af Cypern. Det er den græske del, så i går nød vi den græske salat og en stor svinekortelet

Alt er vel om bord, så i morgen går turen videre nord på.

Mange sejlerhilsner

Andreas, Mona og Ivan



EMYR’en sluttet

Sommer 2010 Posted on 02 jul, 2010 16:50:59

Herzliya, Israel

Starten gik fra Port Said kl. 9.00. Alle bådene samledes i havnen, d.v.s. de 29 der nu var tilbage i rallyet, og som skulle til Herzliya, for at sejle ud gennem kanalen. De 143 sm, som det blev til, blev sejlet uden de store problemer. Eneste minus var, at jeg måtte holde køjen efter at have tømt mave og tarme for alt hvad der måtte kunne have været. Totalt udmattet sov jeg hele natten indtil solen varmede kahytten så meget op, at det ikke var værd at være dernede mere. Vi ankom til Herzliya nøjagtig 24 timer efter at vi sejlede ud fra Port Said. Et gennemsnit på 6 knob, må vel siges at være OK, også selv om vi ind imellem har haft en medstrøm på ½-1 knob.

Herzliya Marina er meget stor og velfungerende. Her er alt hvad hjertet begærer af indkøbsmuligheder. Restauranterne ligger side om side langs hele den ene side. Der vises VM i fodbold næsten alle steder, og når den sene kamp løber over skærmen sker det på storskærm, med ca. 3000 entusiastiske tilskuere.

Vi har på anden vis også set frem til at komme til Herzliya. Inden vi forlod Ashkelon bestilte vi en bimini og en Genakker. Vi har længe været trætte af, at vi ikke har kunnet sejle for sejl i den lette vind hernede, så da NORTH SAILS besøgte os og kom med et godt tilbud, kunne vi ikke lade være med andet end at købe. I skrivende stund er Genakkeren leveret, og biminien er ved at blive syet færdig.

EMYR’en sluttede den 28. juni 2010, med en stor fest på havnen. Inden selve festen var sejlgrupperne samlet hver for sig, og diplomer og plaketter blev overrakt til de både, som havde gennemført hele turen.

Det har på mange måder været en stor tur, med mange nye indtryk af både menneskelige og kulturmæssig karakter. Men det har også været hårdt. Programmet har været meget sammenpresset, og vi har måttet indse, at ikke alle de ture, som vi gerne ville deltage i, har kunnet lade sig gøre. Selv om det måske lyder mærkeligt, måtte og skulle der være tid til at slappe af ind i mellem. Det er derfor ikke usandsynligt, at Cassiopeia igen vil være at finde på listen over EMYR deltagere på et senere tidspunkt.

Jerusalem og ?

Inden vi forlader Israel, skal vi på en tur til Jerusalem. Herudover er vi inviteret på en tur af sejlmageren. Han havde brug for en fridag, så hvorfor ikke invitere os med på en tur op langs kysten for at se på gamle havneanlæg m.m. Jordanturen, som vi ellers også havde glædet os til må vente til en anden gang. Vi har ikke lyst til flere guidede ture sådan lige her og nu.

Forude ligge sejladsen tilbage til Alanya, hvor vi skal være senest den 15. juli. Vi tager et kort stop i Girne på Cypern, for at bunke billig diesel. En samlet strækning på 376 sm eller godt 3 døgn. Det er jo ikke noget at snakke om, og slet ikke når vi skal ud og gennemprøve vores nye sejl.

Billedgalleriet skulle nu være fuldt opdateret, men det har også holdt hårdt.

Mange sejlerhilsner

Andreas, Mona og Ivan



Egypten

Sommer 2010 Posted on 25 jun, 2010 16:30:49

Port Said

Efter en tur på 124 sm kastede vi anker kl. 01.15 den 22. juni lige uden for Suez kanalen. De sidste timer var noget af en forhindringssejlads mellem hundredevis af fiskefartøjer. Det var ret spændende ind i mellem, men det lykkedes os at komme igennem uden at samle fiskegarn op med køl og skrue. Kl. ca. 8.00 om morgenen sejlede vi 36 både i konvoj ind i kanalen og ind til den Egyptiske flådestation, hvor vi nu, på enhver måde, ligger godt beskyttet.

Cairo

Den følgende dag tog vi på en 2-dages tur til Cairo. Aldrig har vi oplevet så meget beskyttelse mod terror, som på denne tur. Vi havde en bevæbnet sikkerhedsvagt med i bussen. I de større byer var vi eskorteret af motorcykelpoliti, og en mandskabbil, med 4-6 kampklædte militærpersoner. Alle steder var der turistpoliti, som alle var bevæbnede til tænderne. En meget underlig fornemmelse. Vores tur blev heldigvis gennemført uden de store problemer, men vi nåede da at finde ud af, at hvor meget man end prøver at beskytte turisterne, kan et angreb alligevel gennemføres. Ca. 40 km før vi var tilbage i Port Said, blev en stor vandmelon kastet mod bussen. Den eksploderede på forruden med et kæmpe brag. Alle var mer eller mindre rystede over episoden. Alle var oppe på tærerne, da bussen bakkede tilbage for at finde synderen. Men han var selvfølgelig over alle bjerge. Vi ved ikke hvad der skete efterfølgende, men vi var ikke i tvivl om, at der blev iværksat en nærmere efterforskning af episoden.

Forinden havde vi på førstedagen besøgt Cairo Museum, Mohammed Ali Mosqueen, været på sejltur i en feluccas på Nielen og en tur i den gamle bazar i centrum af Cairo. Alt sammen en meget stor oplevelse. Her skal lige siges at slægerne i bazaren her er værre en i Tyrkiet. Efter en overnatning på et femstjernet hotel gik turen ud til Pyamiderne. Kunne vi have fået lov at gå rundt, uden at blive overfaldet af ret så påtrængende børn, unge og gamle, som ville sælge os souvinirs, kunne det også have været en oplevelse.

Starten den den sidste del af turen

Vi har haft en fridag i dag. Skal til Rally Dinner i aften. Så det fine tøj skal findes frem igen. Vi forventer at sejle fra Port Said i morgen omkring kl. 10.00 lokal tid. Vi skal jo alle ud af havnen igen i en lang konvoj. Målet er Herzliya i Israel. Den længste strækning ligger forude. 136 sm.

Sejlerhilsen til alle

Andreas, Kirsten, Mona og Ivan

NB! Jeg håber, at jeg snart kan finde en internetforbindelse, som giver mulighed for at opdatere flere billeder fra turen.



Israel

Sommer 2010 Posted on 20 jun, 2010 23:13:13

Haifa

Ja, det var noget af en velkomst kommité, som mødte os ca. 12 sm fra Haifa. Vi skulle sejle ind i Israelsk farvand, og her skulle hver enkelt båd identificeres af den israelske marine. Hurtiggående krigsskibe kom tæt op på siden af båden, og så blev der ellers over radioen spurgt ind til hvem vi var, hvor mange der var om bord, hvem skipperen var, hvor vi kom fra og hvor vi havde startet vores deltagelse i EMYR’en. Vi havde ingen problemer med det, og fik et pænt “God morgen og velkommen til Israel” med på den videre sejlads. Da vi ligger uden for Haifa havn, bliver vi mødt af toldpolitiet. Nu skal der vises pas. Patruljebåden kommer tæt op til os, og et fiskenet bliver rakt ud, hvor vi skal aflevere vores pas i. Der bliver stillet spørgsmål om forskellige emner, som vi jo muligvis kunne have om bord. Våben f.eks. Vi havde udtrykkeligt fået at vide, at vi skulle svare nej til alt hvad vi blev spurgt om, så da vi blev spurgt om vi havde kufferter om bord, svarede vi også nej. Det bevirkede en hvis undren hos tolderen. “Har i ikke noget tøj med?” Jo, selvfølgelig og vi havde da også rejsekufferter med, til når vi skulle rejse hjem igen. Nå, men vi slap da for videre, så vi fik endelig lov til at sejle ind i Haifa fiskerihavn. Det er ikke et særligt hyggeligt sted at ligge. Luften er tyk af en ulækker lugt fra den tunge industri, som ligger tæt op af havnen. Vandet er ligeledes ualmindeligt ulækkert og beskidt. Det er nærmest rustrød. Her bliver der ikke tale om at skulle bade, og det er absolut forbudt at falde i vandet.

Velkomsten på land var noget helt andet. Alle er meget søde og hjælpsomme. De ved næsten ikke hvad de skal gøre for, at vi føler os velkomne. Bluser, kasketter med påskriften “Velkommen til Israel” bliver delt ud til alle om bord. Der er kaffe og te mens vi venter på at blive tilmeldt de arrangerede ture. Om aftenen var der underholdning og dinner/buffet. Turistministeren kom også og bød os velkommen, med et skævt smil og ordene, sagde han bl.a.: “Vi er meget glade for at i er kommet, selvom vi jo ikke er så glade for konvojer for tiden.”

Turene fra Haifa gik til Galilee, Nazareth og Tiberia-Sea (Genezareth Sø). På turen hjem kørte vi langs Golanhøjderne og langs grænsen til Syrien. Vi deltog senere i en

Ashkelon

Ashkelon tog i mod os med prompt og pragt. Brandslukningsskib med fuld vandtryk på sprøjterne dannede en stor indsejlingsportal for de ankommende EMYR sejlere. Jazz og gratis øl på kajen, var ikke at foragte efter 20 timer på vandet. Kunstflyvning blev vi også præsenteret for. Flot alt sammen.

Udflugten fra Ashkelon bød på et besøg af Masada og Det døde Hav. En virkelig stor oplevelse.

Kl. 04.00 d.v.s. om knap 4 timer går turen så videre til Port Said i Egypten. Vi bliver fulgt ud af Israelsk farvand af flåden. Ingen skal komme galt af sted, når vi passerer Gazastriben og farvandet uden for. Vi ser frem til endnu flere spændende oplevelser.

Tak for nu – vi høres/ses ved.

Mange sejlerhilsner

Andreas, Kirsten, Mona og Ivan



Næste »