Blog Image

s/y Cassiopeia

Mona Breum & Ivan J. Madsen

Denne side følger s/y Cassiopeia på dens sejlads på Middelhavet i tekst og billeder.

5. rejsebrev – august 2012

Sommer 2012 Posted on 19 aug, 2012 13:27:53

Sommerens sidste togt.
Efter et par dage i Fanario, blev der taget hul på den sidste tur for I år. Vejret var noget ustabilt, så Thasos måtte igen stå for tur i et par dage. Ved siden af os lå en græsk motorbåd. Han ville meget gerne
have el ned, men der var ingen plads i el-kassen på kajen. Han fik i stedet sluttet sin ledning til hos os. Han havde familien med på tur, og når man er mange om bord, bliver der også brugt rigtigt meget vand. Han var derfor også løbet tør for vand, men havde ingen slange, der kunne nå over til hanen. Kunne vi hjælpe? Og ja, selvfølgelig. Fat i slangen, og 2 min. efter kunne han fylde vand på tanken. Han var meget hjertelig over vores hjælpsomhed. Som tak, fik han af en tjener fra en af de nærliggende restauranter bragt 12 søde friturestegte sukkekugler, en speciel græsk kage, som ikke er nogen kage, ned til os. Om aftenen blev vi inviteret over til en drink og en hyggelig snak. Klokken blev langt over midnat inden køjen blev indtaget. Senere har vi fundet ud af, at familien ejer og driver et stor ferieresort. Du kan finde det på følgende web-adresse: www.elpidahotel.eu – Vi mødte også en svensk båd s/y Pinta med Ulla & Lennart om bord. Det blev til nogle timers hyggelig snak, inden vi den 29. juli sejlede til bugten Aliki på den sydlige del af Thasos. Der ligger en del både allerede, og i løbet af eftermiddagen kommer der flere til. Vi kan se, at alle bruger hækanker, så for ikke at lave uorden, måtte vi også i gang med at lægge et ud. Lidt irriterende, men OK da vinden i den smalle bugt i løbet af natten drejer 360 grader.

Det blev kun til en enkelt nat her. Tidlig morgen, nærmere 06.25 tog vi hul på de 52 sm til Ormos Sikias på den midterste af de 3 fingre – Sinthonia – på halvøen Khalkidhiki. Vi passerede Akti, som er den 3. finger, og som også kaldes munkehalvøen. På sydspidsen ligger det hellige bjerg Athos, og hele halvøen er fyldt med munkeklostre. 17 i alt. Området har i mere end 10 århundrede eksisteret som en selvstændig verden. Halvøen er ikke tilgængelig for andre end munke. Mænd kan få lov til at besøge området, men kun ganske få ad gangen, og der skal søges om tilladelse lang tid i forvejen. Kvinder er forment adgang, og må ikke komme tættere på halvøen, end 1 sm. Det er et fantastisk syn at se hvordan små klosterbyer eller bare enkeltliggende huse ligge klistret op ad bjergskråningerne. Der er ingen veje, kun stier. Flere steder er den eneste mulighed for at komme væk fra området via vandvejen. Har du lyst til at læse mere om Akti-halvøen findes der masser af historie på nettet.

En enkelt nat for anker, og vi sejler om til Koufo på vestsiden af Sinthonia. Det er en naturhavn, som byder på alle muligheder for ophold. Hvis man ikke vil ligge, eller hvis der ikke er plads ved havnepieren, er der gode ankermuligheder. Og for dem der kender området rigtigt godt, eller som har en flotilleleder, som kan anvise det rigtige sted, er det muligt at ankre helt ind på stranden. Vi blev inviteret til at ligge uden på en stor bulgarsk båd, med en yngre familie om bord. Bl.a. to børn, Sofia på ca. 8 år og Boyan på ca. 5. Aldrig har vi oplevet sejlerfamilier med børn på denne alder i så meget harmoni og balance med sig selv og omgivelserne omkring dem. Som tak for deres venlighed, bragte vi lidt øl og nøgleringe over. Hvilket resulterede i, at da vi vendte tilbage fra en god travetur, så stod der 2 liter øl fra Pragh i cockpittet.

Vi ankom til Nea Marmara den 2. august, 15 sm nord for Koufo. Vi finder en plads ved flydebroen, som vi tidligere havde fået informationer, skulle være gratis at ligge ved. Dette viste sig at holde stik. Vi havde 3 overnatninger. På andendagen lejede vi scooter og kørte halvøen rundt. Vi måtte dog efter 1½ times kørsel holde en ufrivillig pause. Scooteren nægtede at trække os begge op ad bakkerne, så en mekaniker måtte hidkaldes, for at skifte tændrøret.

Det brænder på Akti halvøen.
Vi ankom til en ankerbugt syd for Nisis Dhiaporos på østsiden af Sinthonia den 5. august. Nu var det ankertid, hvilket området i den grad indbyder til. Efter Dhimitriaki bugten sejlede vi over til øen Ammouliani og kastede anker i Caique bugten på østsiden af øen. En halvdagstur på en ATV rundt på øen, og turen ændrede fuldstændig karakter herefter. Vi havde godt lagt mærke til, at der var en stor røgsky ovre på Akti halvøen. Der var fuld gang i brandslukningsfly og helikoptere. Om natten kunne vi se det rødlige skær af flammer over en flere kilometer lang strækning på toppen af bjergene. Vi vågnede tidlig morgen den 9. august ved at der lugtede fælt af røg. Da vi kiggede op af agterkahytten, kunne vi kun se en tyk røg, som havde lagt sig hen over os og Ammouliani. Det brændte voldsomt på vestsiden af Akti halvøen, og flammerne var meget tæt på byen Ouranopolis. Båden var dækket af nedfalden aske og tørre halvbrændte grannåle alle vegne. På dækket, i cockpittet, i kahytten og agterkahytten, hvor vi kunne se, at vi faktisk havde ligget og rodet noget rundt i aske, inden vi var vågnet. Nu var det tid til at komme væk. Vi kunne ikke følge vores oprindelige plan, hvor vi ville sejle ned langs vestkysten af klosterhalvøen. Det var ikke forsvarligt at navigere gennem strædet mellem Ammouliani og Akti i den tykke røg. I stedet vendte vi tilbage til Panayia, for at afvente udviklingen. Men et uheld kommer jo sjældent alene. Det gjorde det heller ikke nu. Efter en halv time for motor gik kølealarmen. Motoren blev skyndsomt stoppet. Held i uheld. Vi fik en fin vind agten for tværs, så da sejlene var sat kunne vi begynde at fejlfinde på motoren. Det viste sig, at den havde tabt vandet i ferskvandskøleren. En udvendig fitting
var tæret igennem, så kølevandet løb stille og roligt ud i sumpen. Ved ankomsten til Panayia, gik vi ind i den nye havn. Vi kunne lige nå at bruge motoren til at komme på plads inden den nåede at blive varm igen. Da vi har lagt hæggen til, er lykken med os igen. Vi har brug for en mekaniker, for den defekte fittings har vi ikke i reserve. Og hvad holder 5 m fra os? En mekaniker. Han siger ok for at kigge ned, men vil ikke love noget, da han ikke kender så meget til dieselmotorer. Heldigvis er problemet ikke større, end at han kan rekvirere det nødvendige, og efter 3 timers ventetid og 50 euro fattigere, er vi klar til at sejle videre.

En tordenstorm giver nye udfordringer.

Vi beslutter dog at blive liggende til næste dags morgen, da distancen på turen vil være omkring 65 sm. Vejret er blevet mere ustabilt end det har været den sidste måned. Da vi kryber til køjs er det noget køligere end vi har været vandt til. Da jeg er en tur oppe omkring kl. 3.00, kan jeg se, at det lyner ude i det fjerne. Kl. 5.30 blæser det op. Vi bliver enige om at tage en time mere på øjet inden vi gør klar til at sejle. Kl. 06.00 er jeg oppe og klappe landgangen sammen, og kontrollere at ankeret holder. Kl. 06.15 rammer badeplatformen flydebroen. Ankret har alligevel sluppet bunden. Vi ved hvad vi skal gøre. Starter motoren og totter ankret op. Ankret holder tilsyneladende igen, men alligevel beslutter vi os for at forlade pladsen. Alt går hurtigt. El-kablet og vandslangen bliver hentet om bord, agtertrosserne kastet og vi glider væk fra broen. Kl. 06.25 er vi på vej sydover med vinden agten ind.

Dagen byder på røg og masser af vind.

En del oprydning og så er det tid til morgenkaffe. Vi bliver nødt til at passere den tykke røgsky fra branden på Akti, så en times tid, står jeg med et vådt viskestykke for ansigtet. Det er 3. dag det brænder på Akti, og det sidste vi hørte inden afsejling var, at det brændte i byen Ouranopolis. Vi runder sydspidsen af Akti omkring kl. 11.00. Vi ved og har hørt fra mange, at strøm og vind er meget speciel ved sydspidsen af Akti. Det fik vi nu at føle. Vi kunne ligefrem se, hvor og hvornår vinden kom lige imod. Og med vinden fik vi så oveni 1½ kn modstrøm. De følgende 6 timer vil jeg aldrig glemme. De første 2 timer kunne vi lige presse Cassiopeia op på 3½-4 knob. Da vi havde passeret sydspidsen forsvandt vinden. Nu var der kun gammel sø og strømmen tilbage. De følgende 4 timer blev hårdt arbejde. Både med at holde Cassiopeia nogenlunde stabil, hvilket var stort set umulig. Den opførte sig som en badebold i hårdt vejr. Snart oppe, snart nede. Rullende fra den ene side til den anden, så alt løst nede om læ snart lå og raslede rundt på dørken. Det var umuligt at se hvordan dønningerne kom. Ind i mellem kunne vi forestille os Cassiopeia ligge lige nord for Skagen i stormvejr, hvor bølgerne slår sammen. Det var fandermar ubehageligt. Nå, men langt om længe nåede vi lidt i læ af Thasos, dønningerne blev mindre og vi kunne slappe lidt af. Troede vi. Nu gik kølealarmen igen. Shiiiiiit. Stadig dønninger og ingen vind. Alligevel bliver sejlene sat. Kunne vi bare finde lidt vind var det godt. Motoren manglede igen ferskvand. 3½ liter. Ude i horisonten trak det sammen til torden. Vi bliver enige om at tage sejlene ned igen, da der jo ingen vind er. Vi er lige blevet klar, og motoren trækker nu igen. Så kommer vinden. 20 knob lige imod. Vi beslutter at sejle ind til Kallirakhis, hvor vi har været før, og hvor vi vidste, at der som regel var masser af plads. Selv om havnehullet lå i vindøjet, så var det bedre her end oppe i nordhavnen på Thasos. Den følgende nat stod Mona op omkring ved totiden, mens jeg stadig sov. Da klokken var omkring 4, var jeg også træt af at skulle ligge og holde fast, for ikke at blive vippet ud af køjen. Der var flere både, som havde problemer, som vi var ovre at hjælpe, så det blev først hen på morgenen, da vinden var flovet lidt, at det kunne blive til en time mere på øjet. Dette gentog sig natten efter. Nu var det 4. nat uden sammenhængende søvn.

Tilbage i Porto Lagos – og så er det slut for denne gang.

Noget flade og mørbankede, besluttede vi os for, at forsøge at sejle til Porto Lagos. Det var et par dage tidligere end planlagt, men heller det, end at blive fanget i mere dårligt vejr, og ikke kunne nå frem i tide. Vi nåede frem og godt for det. Natten blev igen afbrudt. Denne gang af et kraftigt hagl og regnvejr. Det var så 5. nat med afbrydelse. Nu var vi psykisk klar til hjemrejse. Heldigvis har man det jo med hurtigt at glemme de kedelige oplevelser, og godt det samme, ellers ville lysten til at sejle igen ikke vende tilbage. Cassiopeia blev klargjort til vinteren. Vi fik lov at låne, d.v.s. uden beregning, 5m2 i Pedros’s tidligere kontorbygning, som nu står delvis tomt. Her kunne vi flytte hynder, sejl, gummibåd, påhængsmotor m.m. op, så det kan ligge tørt og godt til næste sommer. Jeg skal lige nævne, at vi ind imellem klargøringen også fik tid til at fange en spandfuld blå krabber – også kaldet italienere, som blev tilberedt på behørig vis. Mona fik lov til at finde kødet i dem. Det var ikke særlig let og så blev det et være griseri. Der skal nok øves noget mere i denne disciplin. Da Cassiopeia var sat sikkert på land, blev vi kørt til Xanthi , også uden beregning. Den sidste tid har lært os, at en græker ikke kan overleve uden venner. Lønnen ligger for mange på mellem 600 og 800 euro om måneden. Hvis man ingen venner har, når det ind i mellem kniber med penge til dagen og vejen, ja så kan have det svært, måske endda meget svært. Nu tager vi toget til Athen, hvor vi skal mødes med Tove og Bent fra Gelsted. Så holder vi 10 dages luksusferie, inden turen går hjemover den 30. august 2012.
Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan



Tordenstorm over Thassos

Sommer 2012 Posted on 28 jul, 2012 18:20:15

9. juli 2012 kom Lykke og hendes veninde Christina efter planen til Alexandroupolis sidst på eftermiddagen.
Som jeg skrev i sidste rejsebrev, brugte vi noget af ventetiden til at køre lidt rundt i landet. Byerne Xanthi og Komotini var hurtigt overset. Til gengæld var vores besøg i hulerne ved Alistratis en meget stor oplevelse. Vi gik en hel kilometer ind i bjerget, hvor mange forskellige typer af stallamitter og stallakitter dannede de mest fantastiske formationer. Vi har efterhånden besøgt mange forskellige huler, men oplevelsen bliver stadig ikke mindre. Ikossifinissa Kloster var ligeledes en fin oplevelse. Alene vejen op til klostret, som snor sig som en slange op ad bjerget til vi pludselig holder på pladsen foran klostret. Selv om store skilte angav “Fotografering forbudt” lykkedes det mig at få nogle enkelte skud i kassen.
Efter pigerne var ankommet, skulle bilen afleveres i Kavala lufthavn den følgende morgen. Pedros havde lovet at hente mig, ligesom han havde kørt os ind, da bilen skulle hentes. Pigerne skulle imens gøre båden klar, så vi kunne komme af sted så snart jeg var tilbage. Men det gik lidt for hurtigt for mig at komme tilbage, så forskellige ting var ikke helt klar.
Vi kom af sted lidt over middag, og satte kursen mod Thassos. En fin vind gav os et par timers sejlads for sejl, hvorefter motoren måtte gøre resten af arbejdet. På den sidste del af turen kunne vi se, at der ind over fastlandet begyndte at trække et tordenvejr ud over vandet. Vi nåede ind i Thassos havn og fortøjet uden problemer. Men ikke meget mere end en times tid efter stod himmel og hav i et. Vindretning var meget uheldig, for vinden satte 1½ m høje dønninger ind i havnen. Og da havnen er bygget med lodret havnekaj hele vejen rund, kørte de rundt, så det var som at ligge i en heksekeddel. Motoren måtte køre hele tiden, og jeg måtte stå og styre, som var vi på åbent hav, alt mens Cassiopeia blev kastet rundt i bassinet. Normalt tager en tordenstorm ca. 1 time, og så er det ellers overstået. Men denne gang varede det i næsten 3 timer. Heldigvis kom vi helskindet igennem. Jeg var dog ikke i tvivl om at vi skulle flytte båden længere væk fra den plads tæt på hjørnet i havnen hvor vi lå. Den beslutning skulle vise sig at være en af de bedste vi havde gjort længe, for efter en vindstille periode på et par timer, hvor vi lige nåede at få spist vores aftensmad, fik vi endnu engang naturens kræfter at føle. Klokken var blevet over midnat. Nu var vi mere forberedt, med ekstra fortøjninger og spring, så vi kunne aflaste ankret lidt. Ekstra afstand til kajen, så vi var sikker på ikke at ramme den med badeplatformen, hvilket kunne blive katastrofalt. 3½ time tog det inden vinden flovede igen. 5 både fik større eller mindre skader. Den det gik værst ud over var den, som vi under den første storm, havde liggende på vores bagbord side. Dens anker holdt ikke. Den store motorbåds agterplatform blev revet af, og de to store motorer blev smadret. Havde vi ikke flyttet Cassiopeia, var den heller ikke sluppet for skader. Vi ville ikke have været i stand til at holde både den store motorbåd og Cassiopeia. Klokken 5 om morgenen var der endelig så meget ro på, at vi kunne krybe til køjs. Lykke havde etableret sig i sligrekøjen i saloonen og havde sovet trygt det meste af natte på trods af vindens hylen og bådens rullen i de mange dønninger. På Christinas spørgsmål om, hvordan hun kunne det, var svaret klart. “Jeg ved, at mor og far har styr på tingene, så det har jeg da ingen problemer med.”
11. juli 2012. Det blev til hviledag dagen derpå. Og det blev besluttet, at vi ville leje bil den efterfølgende dag, og køre en tur øen rundt, hvis det var muligt. Da der ikke var nogen lille bil, som vi kunne leje, fik vi i stedet en firehjulstrækker til samme pris. Det gav os mulighed for at køre offroad. Vi kørte derfor bl.a. ind midt på øen, hvor der skulle være en sø og et vandfald. Søen fandt vi, men den var næsten udtørret, så vi kunne gå rundt på bunden af den. Vandfaldet var jo selvfølgelig af samme årsag ikke eksisterende. Men alt andet lige, så var det et ualmindeligt naturskønt område.
Vi kunne lige nå øen rundt på denne ene dag. Men nu vidste vi så også, hvor der var mulighed for at ligge med Cassiopeia. En dag i Kallirachis og to for anket ud for Marion. Herefter ind til Kavala på fastlandet.
16. juli 2012. Lidt storbyliv er jo en god ting for pigerne. En tur med det lille tog op til borgen en tidlig morgen, så vi kunne gå rundt og kigge inden det blev for varmt. En plakat fortalte os, at der skulle afholdes en musikfestival samme aften. Og da vi fik at vide, at det var gratis at komme ind, ja så vidste vi hvad aftenen skulle bruges til. Det var ikke lige det vi havde forventet, men det var en oplevelse under alle omstændigheder.
19. juli 2012. Efter et par dage i Kavala sejlede vi til Keramoti. Dette skulle vise sig at være en fejl. Vi kunne ikke finde et ordentligt sted at ligge. Færgerne til Thassos kom med ca. 20 minutters mellemrum. Ualmindeligt mange store og små fiskerbåde sejlede hele tiden ud og ind ad bugten. Kajpladsen stank af fisk, og ikke mindst, så sad der så mange lystfiskere på kajkanten, så vi vidste ikke rigtigt, om det var tilladt for os at ligge der. Vi havde ellers planlagt, at vi skulle blive her et par dage, og så tage på en biltur ind i landet, så Lykke og Christina også kunne få set lidt andet end strand og vand. Men vi blev hurtigt enige om, at det ikke skulle være mens vi lå her. Vi besluttede derfor, at jeg den følgende dag skulle tage på bustur, for at finde et sted, hvor vi kunne leje en bil, mens pigerne sejlede Cassiopeia til Fanari.
20. juli 2012. Efter fortøjningerne var kastet, måtte jeg så op og finde en bus, som kunne bringe mig til Xanthi. Det var ikke så svært, men det at finde en biludlejning i Xanthi var en helt anden sag, for der var ingen. Efter 1½ times søgning, med hjælp fra flere lokale, måtte jeg konstatere, at krisen havde ramt byen så hårdt, at der ikke længere var eksistensgrundlag for biludlejning i byen. Efter nogen overvejelse besluttede jeg mig derfor til at tage bussen til Alexandroupolis. Efter endnu en bustur på et par timer, og med hjælp fra en lokal, som jeg spurgte til råd, og som til sidst (det hjælper at se meget uforstående ud) kørte mig hen til et udlejningsfirma, fik jeg lejet en bil og kunne begi’ mig tilbage til Cassiopeia. Da klokken var tæt på 15.00, og jeg endnu ikke havde spist frokost, holdt jeg ind ved et mobilt fastfood køkken kaldet “Kantina”. En lang snak på et par timer med ejeren, om den græske verdenssituation resulterede i, at jeg ikke skulle betale for den gyros pitta, cola og frappé, som jeg havde indtaget. Jeg lovede i stedet, at vi ville holde ind, når vi skulle tilbage til Alexandroupolis, hvor Christina og Lykke skulle med flyet retur til Danmark.
21. juli 2012. Efter en heldagstur med besøg ved udgravningerne Filipi, hulerne ved Angitis og Alistratis, så var det om søndagen tid til at komme på markedet den følgende dag i Porto Lagos, se det specielle kloster, som er bygget ude i deltaområdet og så en tur på stranden.
23. juli 2012. Det blev hjemrejsedag for Christina og Lykke om mandagen. Der blev gjort stop ved Kantinaen. Nu har vi også en stående invitation til at komme til middag hjemme hos ejeren privat, når vi kommer tilbage næste forår. Det er den græske mentalitet i en nøddeskal. Det har været dejligt at have Christina og Lykke hernede i 14 dage. Det har fungeret, syntes vi, rigtigt godt, og håber selvfølgelig at de har lyst til at vende tilbage på et andet tidspunkt. Lige nu ligger vi igen på Thassos. Tager formentlig videre i morgen, når nu alle billeder er blevet lagt på nettet. 2½ uge så skal Cassiopeia på land. Herefter tager vi den 19. august 2012 toget til Athen (12 timer) for at mødes med Tove og Bent fra Gelsted. Så skal vi holde ferie i 10 dage, hvilket vi glæder os meget til, inden hjemrejsen den 30. august -, og ja, det er i år.

Mange kærlige sejlerhilsner

Mona og Ivan



Fra Samos til Porto Lagos

Sommer 2012 Posted on 09 jul, 2012 13:46:00

1. juli ankom vi til Porto Lagos, som ligger i et deltaområde i den østlige del at Grækenland. Det er næsten en måned siden sidste rejsebrev, og mange oplevelser er lagt i rygsækken siden da.
Vi kom, som planlagt, af sted fra Samos den 5. juni. Vinden skulle gå i syd, hvilket den også gjorde, efter 4 timer for motor. Op med alle sejl. 10 min. efter havde vi rebet storsejlet og rullet forsejlet ind til en fjerdedel. Alligevel kunne vi sejle mellem 6,5 og 7,5 knob. Vi udklarerede fra Tyrkiet i Cesme. Det ville efter planen ikke blive til meget mere Tyrkiet i år, så vi kunne lige så godt få det klaret, inden det var for sent. Det er jo bedst, at have et udrejsestempel fra Tyrkiet i vores pas, så vi ikke får problemer, når vi en gang vender tilbage. Og slet ikke efter, at Tyrkiet har indført nogle nye skærpede regler for ophold i landet.
Cesme er det absolut dyreste sted vi har ligget i al’ den tid vi har sejlet hernede. 101 tl excl. vand og strøm/døgn (ca. 330 kr.), så da papirerne var ordnet, og passene stemplet, var det bare med at komme videre.
Mandraki-Oinousses, er en lille ø, som ligger NØ for Chios. Den er mest kendt for sine mange ferieboliger for Grækenlands største skibsredere gennem tiderne. Derfor er der også oprette et museum på øen, som fortæller om mange års skibsfart i Grækenland og de største redere. Byen bar meget præg af at være ferieby. Da vi var rundt i byen den første aften, fortalte ejeren af en lille restaurant, at der om aftenen skulle afholdt et møde mellem samtlige butiksejere i byen. De skulle diskutere hvordan og hvor meget, de kunne tillade sig og lægge på priserne i forhold til sidste år. Heldigvis for os, var sæsonen ikke startet endnu, og vi kom da også kun til at betale for 2 af 4 overnatninger i havnen. ca. 6,50 euro. Melteminen (en nordlig vind, som blæser ud over “Det Ægæiske Hav” i perioden fra slutningen af juni til begyndelsen af september, og som dannes mellem et højtryks-område ved Adriaterhavet og Balkan og et lavtryksområde over Tyrkiet), som kan være meget kraftig, var begyndt at drille os. Derfor fik vi også lejlighed til en 4 timers vandretur rundt på øen.
Vi havde inden turen startede nordpå besluttet, at når vi nåede op til Lesvos, så skulle vi bruge noget tid her på at besøge forskellige steder på øen. Vi havde hørt om så mange gode steder at besøge, og vi havde kun mindre gode minder derfra. Ikke på grund af øen, men p.g.a. dårlig diesel i tanken tilbage i 2007. Vi fik vores ønsker opfyldt til fulde. Plomarion, en lille havn på sydsiden af øen. Meget hyggeligt med mange søde og rare mennesker. Jeg blev sat bag på en motorcykkel med en tom gasflaske i hver hånd for at blive kørt til en forretning, hvor vi kunne få byttet flaskerne. Dog uden held denne gang. Skala Loutra, hvor vi lå for anker et par dage. Mitilini – en dag var nok i denne storby, hvor vi lå lige op til den stærkt trafikerede vej i byens midte. Dette samtidig med at vejrudsigten viste, at hvis ikke vi så at komme videre, ville vi skulle ligger der mindst en 3-4 dage endnu. Det gjorde vi så i stedet i Mithimna. Rettere sagt blev det til 9 dage. Det er et godt sted at ligge, så længe vinden står fra en nordlig retning. Vi måtte dog lide med, at blive bedt om at flytte Cassiopeia 2 gange inden for denne periode. Første gang p.g.a. en stor trawler
(ok) anden gang p.g.a. en kæmpe motoryacht, som ikke kunne finde ud af at lægge ordentlig til. (ikke ok) Vi lejede bil et par dage. Fik ordnet nogle praktiske ting, bl.a. udskiftning af gasflaskerne og et større indkøb i Lidl. Lesvos har mange smukke steder. Derfor er befolkningen også meget glade for deres ø. Der er masser af vand på øen, hvilket gør den meget grøn, når man ser på den, sådan lidt fra oven. Klostrene ligger på toppen af større eller mindre bjergtoppe. Byerne holdes pæne og rene, og turister er meget velkomne. Vi mødte flere danskere. Nogle, som rejste på egen hånd, andre som bare var på charterferie. Man kan få en t/r fly direkte fra København eller Billund med Spis for ca. 1.750,- kr. Et værelse koster ca. 20,- euro/døgn (billigere, hvis det er over en længere periode). Så kan man jo selv regne på, om det er billigt eller ej. Vores plan var at sejle til Limnos, men det ville Melteminen ikke tillade. Som tiden gik, kunne vi på vejrudsigten se, at den ville blæse med en hård vind langt ud i fremtiden. Käthi & Heinz, s/y Peppermint fra Schweiz, som vi om aftenen så EM i fodbold sammen med, havde samme plan som os. Samme besluttede vi derfor, at når der blev et hul i vinden inde langs med den tyrkiske kyst en hel eller bare en halv dag, så ville vi sejle til Bozcaada, herfra til Gøkceada (også kladet Imbroz), og videre til Samothráki, hvor vi ville være ude af det kraftige vindbælte.
Den 23. juni kl. 05.07 forlod vi så Mithimna og sejlede til Bozcaada. Vi var lidt spændte på, om vi ville blive spurgt om vi havde transitlog til Tyrkiet, hvilket vi jo ikke havde da vi havde udklareret i Cecme. Det blev vi heldigvis ikke, i stedet fik vi en opkrævning på 60,- tl for en overnatning. Det brokkede jeg mig gevaldigt over, for det var samme pris som Peppermint, som er på 44 fod, var blevet afkrævet. Det endte med, at vi fik 10,- tl i rabat. Men det havde Peppermint sku også fået. Det positive kommer så ved, at vi aldrig bliv opkrævet for den anden overnatning, så alt i alt blev det en ok pris. Bozcaada er en dødssyg ø. Det eneste øen er kendt for er dens vinproduktion og som ferieø for tyrkere fra Istanbul. Vi var heldige at opleve 2 vingårdes vinfest i byen med deraf følgende vinsmagning. Vi behøvede nu ikke mere end et enkelt glas for at konstatere, at det ikke var vin fra sidste års høst, som vi ville investere i.
Den nordlige vind skulle aftage omkrig middagstid på 2. dagen. Formiddagen blev derfor brugt til at proviantere og gøre klar til de næste 30 sm. Afsted kl. 12.15. Vinden var stadig frisk, men kom fra NØ, så vi kunne håbe på, at vi kunne sejle lidt for sejl. Efter et par timers sejlads kom vi ud for dybvandsruten for de store containerskibe til og fra Dardanellerstrædet ind til Marmarahavet og Istanbul. En strøm på 2,5 knob mødte os nu. Vinden var flovet så meget, at motoren måtte lave det hårde arbejde. 2000 omdrejninger, og vi kunne lige opnå 4,7 kn SOG. Pludselig lyder der et smæld. Hvad det var, kunne vi ikke finde ud af, så det var nok ikke noget særligt. Der kan jo komme så mange forskellige lyde fra båden, når vi sejler i hård sø.
Det blev blot til en enkelt overnatning i Kalekøy på Gøkceada (Imbroz), som er en tidligere tyrkisk militærø, og ikke normalt tilgængelig for uvedkommende. Men nu er der anlagt en relativ ny lille havn på nordsiden af øen, og der satses lidt mere på turismen, som på Bozcaada. 4½ time, og vi havde tilbagelagt de ca. 25 sm til Kamarriotissa på Samothráki for motor. På turen lød der igen et par smæld. Ikke så kraftig som det første vi hørte, men alligevel lidt foruroligende. Det var ikke en almindelig lyd, som vi havde oplevet tidligere, så et eller andet måtte der være sket. Men vi kunne igen
ikke finde ud af, hvad det var. Da vi er ankommet til Kamarriotissa og er ved at sætte solsejlet op, vil jeg holde fast i babystaget, men det forsvinder næsten mellem fingrene på mig. Nu havde jeg fundet årsagen til de smæld, som vi havde hørt. Staget var sprunget ved overgangen til T-terminalen i toppen. Kærnen var knækket, og det har formentlig været den, som har givet det største smæld. 3 af 6 ydre viklinger var også sprunget, og sad nu og strittede i forskellig retning. Det var nu en udfordring at få lavet en ny. Som en midlertidig løsning blev et stykke tov fra et gammelt fald, som var godt strakt bundet om sallingen og strammet op med en vantskrue. Samothráki er en lille ø, som med sit enlige bjerg rejser sig ca. 1.600 m over havet. Halvvejs rundt langs kysten løber en lille vej. Vi brugte en dag på at cykle ca. 15 km øst på til en anden lille havn. Havnen var imidlertid sandet til, og kunne kun anvendes af nogle få fladbundede fiskerbåde. Brug af alle andre er udelukket. På havnen holder der en autocamper. Uden for i skyggen sidder en enlig mand i en liggestol. Da vi går forbi, ser vi, at nummerpladerne er svenske, og kan derfor ikke dy os for at spørge til hvordan det går. Det er jo ikke hver dag vi møder en autocamper fra Skandinavien. Peter, som han hedder, bliver overrasket over at høre det danske sprog, som han selv taler næsten flydende. Der bliver budt på kaffe (3i1). Det bliver til en god times snak og en invitation til at kigge forbi Cassiopeia, hvis vejen skulle falde forbi, inden vi igen bestiger jernhesten og vender næsen hjemad. Den følgende dag, efter at vi havde været med den lokale bus på en tur oppe i Chora, byen, som ligger et stykke oppe af bjerget, fik vi besøg af Peter. Hvad han ikke kunne fortælle om sit liv og hans valg om at skippe alt, firma og ægteskab, for at begive sig ud på hans enlige normadeliv, kan og skal ikke gengives her. Men vores fælles syn på hvad livet skal bruges til, og at man skal gøre de ting man drømmer om inden det er for sent, kunne vi ikke blive uenige om. Vi tog afsked med Käthi & Heinz. De ville ikke med videre nordpå mod Porto Lagos, hvor vi havde besluttet os for at vente på, at Lykke (vores yngste datter) og en veninde skulle komme på besøg i 14 dage.
Efter et par dages ophold i den lille havn Fanarion blot et par sømil fra Porto Lagos, ligger vi nu og venter til den 9. juli, hvor pigerne skal
hentes i Alexsandroupolis. Der er mange forberedelser, og da varmen nu endelig giver os sved på panden fra middagstid og til solnedgang, har vi valgt at dele dagen op, så der arbejdes i formiddagstimerne, og så forlader vi båden efter frokost, og kører en tur ind i landet, (lejet bil) og vender først tilbage når solen er gået ned, og den værste myggeplage har lagt sig. Porto Lagos ligger i et delta, så her er de bedste forhold for myggene.
Når pigerne er kommet går turen videre vestover til Thásos og de 3 fingre Akti, Sinthonia og Kassandra ud fra Khaldidhiki. Men herefter vil turen gå tilbage til Porto Lagos. Vi har fået lavet vinterpladsaftale her. Det er et udsted, hvor restauranterne lukker søndag aften kl. 20.00, men prisen er god. Optagning, søsætning – 500 euro. Pladsleje 1 euro/m2/md – 35,- euro/md i 8 mdr. – 280,- euro incl. bundspuling. I alt 780,- euro. (Kursen er ca. 755,- kr./100 euro) Pladsen en indhegnet og videoovervåget. Der er et kompetent motorværksted, og alle former for arbejde på båden kan udføres. Den absolut billigste pris vi har haft mens vi har været på Middelhavet.

Mange sejlerhilsner
Mona og Ivan

PS! Jeg fik lavet et nyt
babystag i Kavala mens vi var en tur rundt i byen.



Maj 2012 -2

Sommer 2012 Posted on 04 jun, 2012 23:05:06

31. maj 2012

Så sidder vi i Pythagorion på Samos
og kigger ind på bykajen. Solen er lige gået ned og køligheden falder på. Det har dog været den varmeste dag længe – ca. 25 grader -, men nu er de lange bukser og den langærmede trøje fundet frem. På en af de små restau-ranter, sidder et par musikanter og spiller de traditionelle græske melodier. De første forårsturister er ankommet, også en del danskere kan vi høre. Vi mindes vores første tid på Samos tilbage i 2007, hvor Kent fra Sakskøbing pludselig dukkede op. En sejler, som vi tidligere har mødt i hans sejlklub. Og vore tidligere genboer fra Gelsted kom også og besøgte os her. De havde tilfældigvis lige købt feriebilletter til Samos. Vi syntes vældigt godt om stedet, og vil formentlig blive nogle dage.

Forud for vores ankomst til Samos kan vi se tilbage på en tur med selvfølgelig mange oplevelser. Vi forlod Datca for at sejle vest på til en lille bugt – Hayit Buku -, som vi havde fået anbefalet. Vores ankomst var sidst på eftermiddagen. For sent til at kunne få en ordentlig plads ved broen. Alt for mange charterbåde i den lille bugt fik os hurtigt til at fortrække og sejle videre til Palamut, blot 5 sømil vestligere. Vel ankommet, fik vi kontakt til Ole på s/y Fatuhiva, som var på vej fra Istanbul til Marmaris. Han lå på Kos, og ville blive der den følgende dag. Vejudsigten lovede lidt rigeligt vind fra øst, så vores invitation til aftensmad på Cassiopeia, ville de forståeligt nok gerne springe over. Vi syntes imidlertid ikke, at de (Ole og hans gast Lilian) skulle slippe så nemt. Derfor besluttede vi, at vi da sagtens kunne sejle til Kos, selv om det ville blæse lidt. Og da specielt når nu vinden skulle komme fra øst. Vi forberedte os derfor på at sejle relativt tidligt, – ca. 06.30 -, den følgende morgen, så vi kunne nå frem inden den endnu kraftigere eftermiddagsvind ville sætte ind. Tidlig op. Ud af havnehullet kl. 06.45. Op med det rebede storsejl. Og så bare rulle ud på forsejlet. Det kunne sagtens bære fuldt udrullet i den friske vind. Så lød der et smæld, og inden vi kunne registrere hvor lyden kom fra, var forsejlet på vej ned gennem slæden og ud i vandet. Forfaldet var sprunget. Sejlet blev hurtigt bjerget indenbords og det andet forfald blev sat fast, så vi igen kunne få vind i forsejlet. Ærgerligt med det forfald, for nu skal vi så til at trække et nyt, eller d.v.s. 2 nye, for det andet tør vi ikke stole på i det lange løb. Vi ankom til Kos lidt over 11 i 15 m/s. Vi havde holdt en gennemsnitsfart på 6,2 knob. Rimeligt godt gået af Cassiopeia. Der blev hurtigt arrangeret frokost på Fatuhiva og efterfølgende aftensmad på Cassiopeia med dertilhørende hyggeligt samvær. Vi blev på Kos i 5 dage. Vi betalte for 3. Godt nok.

4. juni 2012.

Blandt sejlere udveksles der altid erfaringer om gode og dårlige steder. Peter, Fortuna havde anbefalet et lille sted på Pserimos. Det blev målet da vi forlod Kos den 26. maj. Men vinden ville ikke helt som vi gerne ville. Den stod lige ind i den lille bugt, så vi besluttede os for at sejle til Vathys, på Kalymnos. En lille idyl, som vi har besøgt før. Den følgende dag var målet Agia Marina på Leros. Vi har tidligere gerne villet ligge ved bykajen her, men vindforholdene har altid drillet. Det gjorde den også nu. Lige ind til mundingen af buget var der vindstille, men så snart vi rundede hjørnet, stod der en strid vind lige imod. Heller ikke denne gang skulle det så lykkes, så skuden blev vendt og den lille havn i Pandeli blev anløbet. Vi var igen heldig at finde en plads inden for molen, hvilket ellers kan være meget svært, da havnen normalt er fyldt op med fiskerbåde. Senere på dagen dukkede Per og Marianne, s/y Yoitie op. De var en af de 5 danske både, som deltog i grillaftenen i Pedi bugten på Simi. Vi havde besluttet os for at køre en tur rundt på Leros for at høre om priser på havneplads-priser for den kommende vinter. Det blev hurtigt til, at Per og Marianne gerne ville med, så 2 små scooter blev lejet og hentet samme aften. Turen gik først op til den nordlige spids på Leros. Det var den længste strækning ifølge kortet over øen. Det tog 20 minutter at køre. Her ligger et værft, hvor alt er meget velorganiseret og fint. Men det var prisen også. Det var absolut ikke interessant for os. Nede ved Laki, ligger en marina, hvor der også var en mulighed. Her var prisen OK, og det ville være et godt alternativ til Volos, som stadig er planen lige nu.

Efter at årets første rejsebrev blev lagt på nettet, blev vi kontaktet af Jan, s/y Havana. Jan og Christina mødte vi første gang i Preveza i 2008. Der er gået et par år siden vi har mødtes sidst, og i løbet af denne tid, har de købt et lille hus på Leros. Jan var på Leros. Chris var hjemme i Danmark, af familiemæssige årsager. Desværre for os, men det hindrede os ikke i, først at hygge os sammen med Jan med noget grillmad på Cassiopeia, og derefter besøge ham i det “lille” hus på den anden side bakketoppen. Hold da op en eftermiddag og aften. Det var næsten, som at komme i himlen. (Ved det ikke men tror det kan være sådan). Vi blev afhentet i bil. Blev vartet op i h.&r. fra første øjeblik i de mest fantastiske omgivelser. Og med udsigten over Alindasbugten kunne vi nyde solned-gangen samtidig med at aftenens grillkotelet blev indtaget. Nå ja, og så var der jo tid til at fortælle alverdens sørøverhistorier, som ikke blev dårligere hen sidst på aftenen.

Det blev den 30. maj. Lidt søvnige skulle vi videre nord på. Planen var at tage til Lipso, hvor vi endnu ikke har været. Vi fik imidlertid en tidlig SMS fra Yoitie, som meddelte at havne-fogeden i havnen på/i Lipso var krop umulig over for alle sejlere og at havnen ydermere mere var meget urolig at ligge i p.g.a. den vestlige vindretning. Vi besluttede derfor hurtigt, at sejle videre til Port Augusta på Arki. En frisk vind skubbede os hele veje derop. Ankomst kl. 13.20. Tidlig nok til at der stadig var ledige pladser ved kajen. En gedin lyn og tordenbyge med hagl så store som spejderhagl underholdt os de første par nattetimer, så vi lå søvnløse ind til det var ovre. Vi blev der kunne natten over. Det er et hyggeligt sted, men for dyrt et sted at spise, når maden ikke er så god. Port Augusta er et af de steder hvor man ligger gratis med båden, men hvor det så forventes, at du går op på en restaurant for at spise din aftensmad.

Som skrevet i begyndelsen ligger vi nu i Pythagorion på Samos. Det er 5 dage siden jeg startede dette rejsebrev. Ja, tiden går stærkt. 1. dagen blev brugt til at gense nærområdet. Ikke meget har forandret sig her i løbet af de sidste 3 år. 2. dagen var det store vaskedag. Når der er tale om storvask, ja så tager det hele dagen. Det er med at benytte sig af det, når der er rindende vand på kajen, og den ikke koster en formue. Vi havde forinden besluttet, at vi ville bruge en dag til en lidt længere cykeltur for at få lidt motion. Vi sidder lidt meget stille, så benene m.m. har godt af at komme ud og blive rørt lidt. På 3. dagen var det derfor på med cykelbukserne og så op på jernhesten. En rundtur – op og ned, op og ned, op og ned, mest op – i hvert fald tidsmæssigt. Det blev en dejlig tur. Vel tilbage og i gang med at låse cyklerne til en lygtepæl, vender vi rundt og står pludselig ansigt til ansigt med Frode og Gylla. Et tidligere langturssejlerpar, som var nogen af dem, vi afløste i AG Storstrøm under F.T.L.F. tilbage i slutningen af 90’erne. Overraskelsen var total for alle. Frode og Gylla er stoppet med at sejle, og havde lige truffet en hurtig beslutning om at tage en uge til Samos. De var lige ankommet, og skulle da lige ned til havne for at snuse til miljøet. 5 min. efter sad vi nede på Cassiopeia, og snakken gik om hvad der var hændt for os alle i løbet af de sidste 10 – 15 år. Og det var meget. Vi blev inviteret med på en biltur den følgende dag. Det kunne vi ikke sige nej tak til, selv om vores plan var at sejle den følgende dag. Vi har endnu ikke noget, som haster mere end vi sagtens kan nå det, og en god oplevelse skal man aldrig lade sin næse gå forbi. Selv om vi har været rundt på Samos flere gange, er der steder, som vi gerne vil opleve igen. Derfor blev forslag til dagens rundtur lagt på vore skuldre. Og vi vidste lige nøjagtig hvor vi skulle hen. Samos by, landsbyerne Vourliotes og Manolates, Karlovasi havn, kløften og vandfaldet ved Potani. Herefter retur til Pythagorion på tværs over øen og bjergne. Vi havde en pragtfuld dag sammen, som vi sent vil glemme. (Se billederne på PicasaWeb) I dag (4. juni 2012) er det Fode og Gyllas bryllupsdag. Vi slutter derfor dagen af med at spise på en hyggelig restaurant i aften. I morgen tidlig, går turen så videre nord på.

Mange sejlerhilsner

Mona og Ivan



« ForrigeNæste »